En meget interessant sanserejse. Ultra nær er yderst interessant. Anbefalelsesværdig. Tak for den!

Den århusianske trio Thomas Gerström, Danny Volder og Anders Klogh vil for de flestes vedkommende være et ganske nyt bekendtskab. Selvom de tre hovedpersoner har indspillet og udstillet forskellige former for nytænkende, retrospektiv anakronisme og inspirerende selvbiografiske kunstværker, har de endnu ikke passeret det etablerede kunstmiljøs dekadente skyggeklapper. Det er der selvfølgelig flere årsager til. For det første har konstellationen koncentreret en god portion af dens tid og energi på at underbygge sin installationskunst med fænomenologisk tænkning – et forhold, der har holdt triumviratet på passende afstand af den traditionelle kunstscene i det provinsielle København. Samtidig er gruppens udgivelser kun udkommet i ekstremt begrænsede oplag i forbindelse med happenings og udstillinger. Endelig har de endnu ikke nået samme høje som deres nyeste installationskunst-stykke: Nær. Installation af nærhed er intet mindre end fremragende. Et tankeforførende ontologiske eksperiment med Heideggerianske undertoner. I løbet af installationens fire akter udfolder stykkets hovedperson, Danny Volder, sin bevidsthed om nærhed i feltet, der åbner sig mellem beskuerens konkrete væren og kunstens almene strukturer. Heidegger ville hævde, og med en vis ret, at ontologien transcenderer ideologien, men stykket viser os, at først som humanisme – der viser sig i et stykke hakket øksekød på Volders ryg – bliver Heideggers ontologi mulig. Med tanken om mennesket som et formbart stykke oksekød benytter trioen sig af mennesket som en klump kød, der giver Heideggers begreb væren plasticitet – eller en formbar nærhed over sig. ArtPerformers skaber en politisk lysning som udgangspunkt for en revurdering af dannelsen. Dvs. de på én gang en gør sig til en forlængelse af det humanistiske projekt og et brud med samme. Menneskets humanitas er ikke en politisk opgave, men – som kunstgruppen rigtigt viser os – en ontologisk opgave, der ganske vist må udmønte sig i en social egentlighedsjargon, men det er sekundært. Den vertikal dannelsesoptik, der udspilles i stykket, kan dog kritiseredes for at være retroaktivt ud fra en demokratisk-horisontal menneskeideologi. Det er imidlertid kun en lille plet på det mest nyskabende kunsteksperiment siden Bjørn Nørgaards hesteofring. Jeg vil gerne sende kunstnerne mine bedste anbefalinger og en stor tak for deres kunst-mirakel. - Informationsmedarbejder og cand.mag. Søren Sander

That's a great site, thanks!

Kære Artp Det er fantastisk dejlig kunst I laver. Det gi´r mening. Kærlig Hilsen Lotte Møller

Kære Artperformers, jeg er lodret uenig i Cand.Mag. Riber Rasmussens udgydelser i jeres gæstebog. Kunst skal være brugbart og funktionelt, som lagerforvalter Rindal formulerede det i ´60erne. Derfor stiller jeg mig meget kritisk overfor installationen "Ultranær", der næppe ville kunne vises i TV, end ikke på DK4. Produktionen ville dog kunne vises i et andet forum, her tænker jeg på TV-Glad. Pakket ind i bløde mænd, og med røde paroler, er Artperformers lige så falske som et fatamorgana, og lige så infantile som et fødselsafsnit. Der er dog formildende omstændigheder. Et af gruppens medlemmer har en kat med et utroligt smukt navn, en sød og smuk kone :) samt et lækkert automobil! De bedste hilsener Keld Hansen Tørstig havnearbejder

Dette er et indlæg i debatten: til Keld Hansen, alias kastereret hunkat: Din holdning til at kunst skal være brugbart og funktionelt er simpelthen ikke længere tidsvarende. Det udspringer af nutidens Zapkulturistiske tendenser, som ønsker at kunst skal være lettilgængeligt, letfatteligt, letfordøjeligt, - som en mac donalds burger. Men blot fordi et flertal af jordens befolkning holder af mac d når de har tømmermænd, gør dette da mac d til verdens bedste restaurant? Kunsten er nu og her, kunsten afspejler det samfund vi lever i, og Rindal var allerede sindoprivende gammeldags i 60'erne. Kunstens historie er lang, og the artperformers er sidste skud på stammen. Oprindelig var ”kunstfærdighed” en form for kunnen, der blev brugt til at signalere et samfunds ressourcemæssige overskud: Her havde man råd til at producere andet end blot til dagen og vejen. Kunstnerens arbejde bestod i at dekorere brugsobjekter, vigtige samlingssteder og - nok især - magtens bygninger. Motivisk var kunstnernes opgaver dengang afgrænset fra start. Med respekt for den til hver tid gældende magtstruktur skulle kunstneren primært genfortælle et stof, der egentlig allerede var kendt af alle i samfundet. Da ypperlig formmæssig kunnen imidlertid var en forudsætning for at få selve opgaven, medfulgte også implicit en frihed til selvstændig, unik genfortolkning – dog altid inden for grænserne af dét, der kunne genkendes af den enkelte. Den særlige æstetiske autonomi, som man stadig i vore dage mekanisk tilskriver kunstnere, udspringer og institutionaliseres egentlig først i løbet af den historiske proces, der fører til opkomsten af en borgerlig kultur i det 18. og 19. århundrede. Som en ny politisk magt, udfordrer borgerskabet i denne periode aristokratiets tidligere økonomiske særstilling, og man opdyrker samtidig borgerlige versioner af aristokratiets kendetegn - pragtboliger, indviklede sociale ritualer og dyrkelse af kunst og kultur - nu blot med den borgerlige familie i centrum. Dannelse bliver et nøgleord i denne proces, hvor man opretter særlige institutioner til at etablere direkte møder mellem det dannede publikum og kunstens forskelligartede udtryk. Institutioner, der samtidig kan danne en passende ramme omkring en specifikt borgerlig socialitet. Værket som udtryksform og som kategori bliver født til at agere indenfor disse rammer. Det er nu, Theophile Gautier formulerer idéen om ”l’art pour l’art ” - tanken om, at kunst kan og skal agere indenfor sin egen, selvstændige kontekst. Kunstneren er det særligt følende, registrerende subjekt, hvis arbejde - qua dets enestående ekspressivitet og formfuldendthed - kan og bør tildeles en særstatus i samfundet. Men når kunstneren og hans værk dermed frigøres fra en pragmatisk funktion, og det i stedet forventes, at værket legitimerer sin eksistens ved en rent æstetisk gyldighed, opstår et behov for at kunne afgrænse, hvor og hvornår noget er kunst eller ej. Derfor bygger man sidenhen løbende på en formal logisk, overordnet æstetik, der ved en dialektik mellem "det klassiske" og "det moderne", og i direkte forlængelse af de nye kunstinstitutioner, udstikker kunstens operative radius. Hvis man som kunstner i dag overhovedet kan siges at have en taletid i det offentlige rum, er denne taletid således historisk set bundet til nogle nedarvede forventninger. The artperformers kan selvsagt vælge, om de vil leve op til dem eller ej, men de indgår som en uafviselig del af mødet mellem deres arbejde og det brede publikum: Dels er det forventningen om, at der på det fælles areal (især hvis kunstneren bliver betalt af staten) kun gives plads til dét, der er fælles. Det vil sige, at kunstnreren enten skal udtrykke mig formmæssigt dekorativt og / eller, at deres arbejde skal have almen gyldighed. Det er altså denne kunst den kastererede hunkat holder af? - konservativt i dag! Derudover er det forventningen om, at kunstnerens arbejde skal have æstetisk gyldighed. Uanset hvor the artperformers' arbejde egentlig har sit afsæt, opfattes de som en del af en subkultur, der tænkes at stå som garant for, at deres arbejde har den fornødne kvalitet – også selvom (en snævertsynet del af) publikum ikke kan se denne kvalitet med egne øjne. Således antager kunstnerens arbejde i det offentlige rum måske andre former i dag. Men selv nu, hvor en mere flydende kunstnerrolle accepteres, er det svært at forestille sig, at et kunstnerisk arbejde kan vække reaktioner, hvis det ikke bygger på en eller anden forudgående formaliseret blåstempling. Det er denne blåstempling the artperformers så dygtigt vælger undgå. De formår at vække undren/begejstring/henrykkelse/fornedrelse/forargelse hos deres publikum, til trods for at ingen rigtig ved hvem de er, til trods for deres sammenslutnings flydende form der gør den svær at definere. Alt vi kan konstatere er: Det virker! Se: Det er kunst! The Artperformers: Jeg takker Jer. I beriger mit liv på så mange områder og i så mange facetter og jeg tænker på Jer hver eneste gang jeg tisser. T A

The ARTPERFORMERS har nu eksisteret gennem en årrække, og har hvert år lavet årets kunststykke i form af en kunstplakat. Med årets plakat 2006 forstår de at ramme tidens ånd, en aktualitet med et konstant strejf af ironi, hvilket gør deres kunst både underholdende og prydende på væggen. Som kunstnere er de ikke nærrige med at dele ud af arbejdsprocessens forløb, som gør arbejdet letfordøjeligt for den almindelige dansker og lærerigt for andre kunstnere, der kan lade sig inspirere. Samtidig er de heller ikke blege for at stå ved deres kunst som en ophøjet ting. Blandingen af disse to elementer gør det legende let at lukke the ARTPERFORMERS ind i éns hjem. Hold øje med dem fremover, de har fat i den lange ende! Mia Møller, Dramaturg.

Kedsomhed er, når alle ildes ild som alle straffes straf er gået tabt, den stadige optimering at tilværelsens livslede. For den findes der intet mere indtrængende ønske end at blive forstyrret. Nysgerrighed er forstyrrelse af kedsomheden. MacGuffin'en er dens epifani. - The Artperformers, I er min MacGuffin. Love you all. Kiss and hug. Olsen